fbpx

Lauras top 10 seværdigheder i Tokyo

Lauras Top 10 seværdigheder i Tokyo

 

I forbindelse med sin uddannelse boede Ferie med Formåls praktikant Laura i Japan fra marts 2019 til august 2019. Laura har derfor rigtig godt kendskab til landet inklusive Japans hovedstad Tokyo. Laura boede ca. halvanden time fra Tokyo, og hun har derfor besøgt byen mange gange. Derfor har vi hos Ferie med Formål bedt hende om at lave en top-10 over de seværdigheder og aktiviteter, som du, efter hendes mening, absolut ikke må gå glip af, hvis du besøger Tokyo.

På mit 4. semester var jeg så heldig, at få mulighed for at rejse til Japan og studere i ca. et halvt år. Det var en rejse fyldt med oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Mange af disse oplevelser fik jeg i Japans hovedstad Tokyo.

Tokyo er en meget speciel by, som i sig selv er et must-see, hvis du rejser til Japan. Byen byder på mange og meget forskellige oplevelser, og at udvælge 10 er ikke nogen nem opgave. Alligevel giver jeg her mit personlige bud på, hvilke 10 seværdigheder i Tokyo, som fortjener en plads i top-10. Tag dig ikke for meget af rækkefølgen på de nævnte seværdigheder og aktiviteter, da jeg mener, at alle er lige værd at besøge.  

Du finder min top 10 liste over seværdigheder i Tokyo nedenfor.

image0

1. Tokyo DisneySea 

Hvis du ligesom mig aldrig helt er blevet voksen og stadig er fortryllet af Disneys univers, så skal du helt sikkert besøge forlystelsesparken Tokyo DisneySea. DisneySea er en del af Tokyo Disney Resort beliggende i byen Urayasu lidt uden for Tokyo. DisneySea ligger ved siden af det mere kendte Tokyo Disneyland. Jeg var så heldig at besøge begge parker i løbet af mit ophold i Japan, men har du ikke mulighed for dette, så anbefaler jeg, at du vælger at besøge DisneySea.  

DisneySea er, som navnet også afslører, en forlystelsespark inspireret af de af Disneys fortællinger som foregår i eller på vand. Parken er utrolig smuk, velholdt og ikke mindst yderst gennemført ned til hver en enkelt detalje. Et eksempel på dette er parkens imponerende gengivelse af Atlantica kendt fra Den Lille Havfrue. Bygningen er lavet af små mosaikker, hvis detaljer er imponerende. Nederst i blogindlægget har jeg indsat et billede af dette, da jeg synes, at det giver et godt billede på parkens gennemførthed.  

Et andet must-see, eller nærmere et must-try, i parken er forlystelsen Pirates of the Caribbean, hvor du næsten får følelsen af at befinde dig midt i kaotiske Tortuga, som den bliver afbildet i de kendte film. Hvis du kan lide denne forlystelse og generelt er fan af Pirates of the Caribbean, så må du heller ikke gå glip af parkens Pirates of the Caribbean-show, hvor skuespillere i rollerne som Kaptajn Jack Sparrow og Kaptajn Barbossa kæmper fra skibe i parkens eget lille hav beliggende i midten af parken. 

DisneySea er en unik oplevelse, som du ikke har mulighed for at opleve andre steder i verden. Disneyland derimod kan opleves mange andre steder – f.eks. i Paris, Los Angeles eller Hong Kong.  

Med denne anbefaling er det dog vigtigt at påpege, at DisneySea henvender sig til det lidt ældre publikum. Rejser du med mindre børn, er Disneyland nok at fortrække.

Tokyo DisneySea

2. Tokyo Skytree

Medmindre at du lider af slem højdeskræk, så er Tokyo Skytree et absolut must at opleve, hvis du rejser til Tokyo. Med sine 634 meter er det verdens højeste tårn (ikke at forveksle med verdens højeste bygning), og at stå i tårnet med udsigt over millionbyen er en speciel oplevelse. Det som især gør oplevelsen speciel er, at du ikke kan se byens ende – i stedet forsætter byen endeløst ud i horisonten. Dette giver for alvor et indtryk af byens enorme størrelse. Desuden er det en speciel oplevelse, da du kigger ned på og ikke op mod Tokyos mange skyskrabere, hvilket virker ret surrealistisk. Jeg anbefaler, at du besøger tårnet på en klar dag, da dette giver den bedste oplevelse. Hvis du er heldig (ligesom jeg var, da jeg besøgte tårnet) kan du spotte Mount Fuji i horisonten.  

3. Nikolai Bergmanns Café Nomu 

Hvis du ligesom mig elsker at rejse, men stadig godt kan få længsel efter Danmark, når du er i udlandet, så skal du besøge Nikolai Bergmanns Cafe Nomu.  Nomu, som er eget af danske Nikolai Bergmann, af er beliggende i Minato og er en blomsterbutik med tilhørende café. Udover butikken i Tokyo ejer Nikolai syv andre butikker, hvoraf fem er beliggende i Japan. Nikolai er især kendt for at have opfundet den såkaldte The Original Flower Box, som er en æske fyldt med friske blomster. Japan er et land, hvor selv de mest simple ting opfattes som pinligt, og f.eks. det at skulle gå med en buket blomster under armen igennem byen vil for mange japanere være grænseoverskridende og pinligt. Dette så Nikolai en forretningsidé i, og han opfandt derfor The Original Flower Box. Æskerne kan der lægges låg på, og de kan puttes i en pose og er dermed mere diskrete. 

Cafeen, som du skal sørge for at bestille bord på, da den er rigtig godt besøgt, byder på bl.a. smørrebrød og drømmekage serveret på Royal Copenhagen tallerkner. Udover dette sælges der Carlsberg fadøl og the fra A.C. Perchs Thehandel i København. Cafeen er rigtig hyggelig og er et perfekt sted, hvis du savner lille Danmark under dit besøg i Japan.  

4. Shibuya Crossing 

Shibuya Crossing vil du finde på de fleste top-10 lister over seværdigheder i Tokyo. Dog er der en grund til dette, og stedet har derfor også fået en plads på min liste. 

Tokyo er en by med næsten 40 millioner indbyggere, og dette mærker man virkelig, når man observerer travlheden ved Shibuya Crossing. Shibuya Crossing er et lyskryds midt i bydelen Shibuya, som er helt specielt at opleve, når fodgængerne får grønt lys. I Japan er lyskryds anderledes end i Danmark, og det er bl.a. tilladt som fodgænger at gå på tværs af vejen. Dette skaber et helt specielt mylder af mennesker, som er ganske betagende at kigge på. Shibuya Crossing kan bedst opleves fra den nærliggende Starbucks, hvor du kommer lidt op i højde og derfor har god mulighed for at observere de mange fodgængere. Du kan selvfølgelig også selv prøve at være en del af menneskemylderet og krydse fodgængerfeltet på tværs af vejen.  

Shibuya Crossing

5. TeamLab Borderless 

Et besøg på museet TeamLab Borderless beliggende i Koto City er en unik og på mange måder terapeutisk oplevelse. Under et besøg vil du, når du går gennem museets helt utrolig smukke of farverige udstillinger, få følelsen af at glemme tid og sted. Museet er det, som man kan kalde et moderne museum og består i alt sin enkelthed af tomme rum oplyst af diverse lys og lydeffekter. Det er svært at beskrive hvor gennemført og betagende en oplevelse det er, og jeg synes derfor ganske simpelt, at du skal opleve det selv.  

6. Overnatning på et kapselhotel 

Hvis du besøger Tokyo og skal overnatte i byen (og ikke lider af klaustrofobi), så anbefaler jeg, at du overnatter på et såkaldt kapselhotel. Udover at kapselhoteller er meget billige, så er det også en helt unik oplevelse, når det kommer til seværdigheder i Tokyo. Selvom det for turister kan virke attraktivt at kunne overnatte billigt i den forholdsvis dyre by, så er kapselhotellerne ikke lavet for turisternes skyld, men derimod lavet til Japanere, som arbejder sent, og som ikke når den sidste metro hjem og derfor er tvunget til at overnatte i byen. Du vil derfor møde flere Japanere end turister på kapselhotellerne. Som navnet også afslører, så overnatter man i en lille kapsel, hvor der ikke er andet end en tynd madras, et lagen og et par sutsko (da det ikke er tilladt at have sko på indenfor) til rådelighed. For det meste har kapslerne både ventilation og aircondition, så du skal ikke være bange for at få det for varmt. Da du deler badeværelse med hotellets andre gæster, er hotellet delt op i en mande og kvindeafdeling. At sove på et kapselhotel er en sjov og mærkelig oplevelse, som jeg anbefaler dig at prøve. Med det sagt, så vil jeg samtidig gøre opmærksom på, at det nok ikke bliver en nat, hvor du kommer til at sove igennem. Mange Japanere fortrækker at sove på tatami-måtter, hvilket afspejles i de meget tynde madrasser. Dette kan være en smule svært at finde sig komfortabel med (det var det i hvert for mig). Dog vil jeg ikke have været oplevelsen foruden, og det er derfor, at den er med på min top-10 liste.  

Vær opmærksom på at du kan opleve at blive nægtet adgang, hvis du har synlige tatoveringer. Tatoveringer i Japan er generelt noget, som der ses ned på, da de bliver forbundet med den Japanske mafia Yakuza. 

7. Shinjuku Station  

Selvom det måske kan virke som en lidt mærkelig anbefaling, så synes jeg, at du skal besøge Shinjuku Station, hvis du befinder dig i Tokyo. Ikke nødvendigvis fordi du skal med et tog, men blot for at opleve stemningen på stationen. Shinjuku Station er verdens mest trafikerede station, og hver eneste dag bruges stationen af ca. 3,6 millioner mennesker. Selvom dette måske kan lyde helt vildt stressende, så er det det ikke. Hvis der er noget Japanerne er gode til, så er det høflighed og hensyntagen til hinanden, hvilket virkelig kommer til udtryk ved et besøg på stationen. Selvom alle har travlt, så oplever du ingen som råber, maser, skubber, snyder foran i køer osv., hvilket du uden tvivl har oplevet, hvis du har besøgt andre storbyer i verden. På Shinjuku Station bevæger folk sig roligt og gnidningsfrit rundt. Du får altså oplevelsen af at befinde dig på verdens mest travle station samtidig med, at dette underligt nok ikke er særlig stressende at befinde sig midt i. Under dit besøg kan du udover at opleve stemningen gå på opdagelse i stationens mange butikker og madboder.  

Shinjuku

8. Chidorigafuchi 

Hvis du befinder dig i Tokyo i foråret og under blomstringen af kirsebærtræerne, så anbefaler jeg, at du tager en tur til området Chidorigafuchi, som er et ideelt sted at opleve blomsterne. Du kan opleve blomsterne ved at gå en tur i det smukke område eller ved at sejle en tur i en lille robåd i den voldgrav, som omringer Japans kejserpalads. Jeg anbefaler sidstnævnte, da du på den måde får følelsen af at være omkranset af de smukke blomster. Samtidig er det en oplagt mulighed for at få en rolig stund og dermed en pause fra Tokyos mange mennesker.  

Befinder du dig i Tokyo uden for sæsonen for kirsebærblomsternes blomstring, så er Chidorigafuchi-området stadig værd at besøge. I stedet for at tage en bådtur kan du besøge East Garden som omkranser kejserpaladset. Selve paladset er det ikke muligt at komme i nærheden af, men haven som hører til er utrolig smuk og dermed værd at besøge.  

9. Ameyoko Streetmarked 

Hvis du ønsker at opleve det mere traditionelle Tokyo, så er et besøg til Ameyoko Streetmarket oplagt. Ameyoko er en forkortelse for Ameya Yokocho, som betyder slikbutik gaden, da slik oprindeligt blev solgt på markedet. I dag finder du meget andet end slik, og på markedet kan du købe mange forskellige ting som f.eks. tøj, tasker, sminke, frisk fisk, tørrede fødevarer og krydderier. Markedet er meget anderledes fra Tokyos ellers meget moderne karakter og derfor en god mulighed, hvis du for en stund har fået nok at højhuse og neonskilte. Dette er en af de mere populære seværdigheder i Tokyo, hvis man elsker at shoppe.

10. Karaoke på en ægte japansk karaokebar 

Karaoke blev opfundet i Japan i 1971 af en Japansk musiker ved navn Daisuke Inoue. Siden da er karaoke blevet kendt over hele verden, men at opleve at synge karaoke på en ægte japansk karaokebar er helt unikt. Dette kan selvfølgelig opleves mange andre steder i Japan end i Tokyo, men da jeg synes, at oplevelsen virkelig er værd at få, så har den fået en plads på min liste alligevel. Mange Japanere bruger deres fredag og lørdag aften på en karaokebar, og jeg synes derfor også, at du skal prøve det. De fleste kender nok karaoke bedst fra steder, hvor man stiller sig op foran alle barens gæster med lidt for meget alkohol i blodet og synger. Sådan foregår det dog ikke i Japan. Når man synger karaoke i Japan, foregår det som oftest sådan, at man lejer et lille privat rum, hvor man kun sammen med dem man kender synger karaoke. Ofte følger der alt det sodavand, man kan drikke med i købet, og karaoke og alkohol går altså ikke nødvendigvis hånd i hånd i Japan, ligesom det oftest gør i Danmark og mange andre steder i verden. Dog er der mulighed for at tilkøbe både alkohol og ofte også mad. Hvis du ikke er den modige type, men stadig gerne vil prøve karaoke, så er det helt optimale sted at prøve det i karaokeens hjemland. Her slipper du som sagt for at synge foran fremmede, men kan nøjes med at synge foran og sammen med dem du kender.  

Tager du på karaokebar under dit ophold i Japan, så lover jeg dig, at du får en sjov aften. Derfor er det at synge karaoke på en ægte japansk karaokebar på min top-10 liste over seværdigheder i Tokyo.