fbpx

Praktisk information om Uganda

Bedste rejsetidspunkt til Uganda, pas- og visumregler og meget mere. Få svar på dine spørgsmål her.

 

Nedenfor finder du alt praktisk information om Uganda. Fik du ikke svar på dit spørgsmål? Kontakt os! Så hjælper vi dig. 

Hvornår er det bedst at rejse til Uganda?

Som udgangspunkt kan Uganda besøges året rundt. Trods det at landet ligger tæt på ækvator, er det med sin højde over havet med til at holde temperaturen stabil. Gennemsnits temperaturen ligger på knap 26 grader om dagen og 17 grader om natten.

Regnperioden er fra oktober til november og april til maj. Regnen kommer ofte om natten, mens solen står højt på himmelen om dagen.

Bemærk: Det kan være mere udfordrende på et gorilla trek samt andre skovvandringer pga. det våde terræn. Dog er safari og chimpanser trekking bedst i regnsæsonen.

Klima
Praktisk information om Uganda

Kilde: DMI

Særlige regler du skal være opmærksom på
  • På vores rejser er Gorilla trekking inkluderet i rejsens pris. Det gælder også gorilla licensen.
  • Gorilla licensen gælder kun til den dag der er booket gorilla trekking og kan ikke ændres.
  • Gorilla licens kan ikke refunderes.
  • Ved sygdom er det ikke muligt at trekke – herunder forkølelse og influenza. Dette er med henblik på ikke at smitte gorillaerne. Lokalguiden vurderer, om man er i stand til at trekke. Udgifter til gorilla licens, kost og logi refunderes ikke ved sygdom.
  • Minimumsalderen til Gorilla trekking er 15 år.
  • Trekket kan være fysisk krævende, specielt i regnsæsonen.
  • Vi anbefaler ikke gorilla trekking til bevægelseshæmmede personer.
  • Gorilla trekket varer mellem 1-9 timer.
  • Man har ca. 1 time i selskab med gorillaerne.
  • Homoseksualitet er illegalt i Uganda og tolereres lavt.
  • Sørg for ikke at efterlade skrald eller lign. i naturen.
  • Besiddelse af narkotika er strengt ulovligt og straffes hårdt.

På gorilla trekket oplever vi gorillaerne i deres hjem og på deres præmisser. Der er ingen garanti for at se dem, men chancen er meget stor – man skal dermed være meget uheldig hvis ikke man spotter dem.

Pas & Visum

Som dansk statsborger skal du have et gyldigt visum for at rejse til Uganda. Visum modtages ved indrejse til Uganda, og for at få det, skal man fremvise en forhåndsgodkendelse. Forhåndsgodkendelsen ansøger man her.

Efter ansøgningen, modtager man forhåndsgodkendelsen efter 7 dage. Har man ikke modtaget det efter 7 dage, anbefaler vi, at man kontakter Ugandas ambassade.

Ved indrejse skal du sørge for følgende:

  • Passet skal være gyldigt minimum 6 måneder efter udrejse fra Uganda.
  • Have minimum 2 blanke sider til rådighed i passet. Disse skal buges til visa stempler.
  • Der skal udfyldes ind- og udrejse kort.
  • Visum koster 50 USD pr. stk.

Pas- og visumregler kan ændres med kort varsel. Vi anbefaler derfor, at du holder dig opdateret på Udenrigsministeriets hjemmeside samt Ugandas ambassade.

Vaccination

Vi henviser til Statens Serums Instituts hjemmeside. Her kan du læse alt relevant information når det kommer til vacciner. Du kan også kontakte din egen læge. Det kan være en fordel, hvis du ved hvor i Uganda du vil rejse hen, inden du kontakter lægen. Vacciner kan afhænge af rejsens længde og rejsetype.

Flybilletter

Du modtager dine flybilletter kort efter du har bestilt din rejse. Ved modtagelse af flybilletterne, er det vigtigt, at du tjekker alle navne på billetten. Navnene skal stå præcis som i dit/jeres pas.  Opdager du fejl, er det vigtigt, at du kontakter os med det samme.  Flybilletterne modtager du via email. På flybilletterne fremgår rejseplanen samt din booking reference. Når du ankommer i lufthavnen, skal du tjekke ind med dit pas og din bookingreference. 

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om flytiderne via APPen CheckMyTrip

Sædereservation & opgraderinger

Ønsker du at opgradere din siddeplads til ekstra benplads eller anden ekstra komfort, kan du på flyselskabets hjemmeside logge ind under “manage my booking.” Her vil du kunne vælge eventuelle opgraderinger såsom ekstra benplads, business class, wifi ombord samt madvalg. (specielle måltider såsom vegetar, glutenfri m.m.) 

Vær opmærksom på, at disse opgraderinger ofte er imod gebyr. Vi anbefaler derfor, at du har dit kreditkort klar til betaling. Du bedes ligeledes være opmærksom på, at de fleste opgraderinger først gør sig gældende kort tid inden afrejse – ofte 48 timer inden. 

Ændrer du ingenting, vil flyselskabet tildele dig/jer en plads ved check-in. Her er der ingen garanti for, at I kommer til at sidde ved siden af hinanden – dog gør personalet alt hvad de kan for at opfylde jeres ønsker. 

Vi gør opmærksom på, at flyselskabet har alle rettigheder til at foretage eventuelle ændringer i reservationerne. 

Bagage

Vi anvender flere forskellige flyselskaber til vores destinationer. Det kan derfor variere hvor meget bagage du må medbringe. Du finder informationen om bagagen på din flybillet. Har du spørgsmål, kan du altid kontakte os.

Du kan med fordel læse mere om bagageregler på vores side om bagage regler. Her finder du mere information til dig der rejser med børn og/eller medbringer special bagage i form af klapvogn og lign.

Bagage på safarirejser
En safarirejse skiller sig lidt ud sammenlignet med andre rejser. Vi anbefaler, at du pakker dine ting i bløde tasker, og ikke almindelige hårde kufferter. Dette er af hensyn til pladsmangel i safaribilerne.

Som altid anbefaler vi, at du pakker de mest nødvendige ting i din håndbagage. Ting som: medicin, flybilletter, forsikringspapirer, bilnøgler, penge, kamera og pas.

Pakkeliste til Uganda - hvad skal jeg medbringe?

For at gøre det nemmest muligt for dig, har vi lavet en vejledende pakkeliste som du finder på vores rejseforslag. Har du skræddersyet din egen rejse, laver vi en pakkeliste ud fra de områder du skal besøge.

Påklædning til gorilla trekking:

Når du skal på gorilla-tracking i Uganda, anbefaler vi, at din påklædning består af flere lag, da temperaturen ændrer sig i løbet af dagen. Disse lag kan bestå af lange underbukser eller leggings, stærke bukser, en T-shirt og en langærmet trøje, en let fleece- eller dunjakke, en regnjakke og letvægtssokker i uld eller andet åndbart materiale. Vi anbefaler ligeledes, at du medbringer vandtætte vandrestøvler. Husk at gå dem til hvis de er nye. 

Transport i Uganda

Transport i Uganda er inkluderet i rejsens pris. Dette gælder både transport mellem lufthavn og hoteller samt på de forskellige dagsudflugter.

Vejledende distancer:

  • Entebbe till Quen Elizabeth National Park – ca. 600 km.
  • Queen Elizabeth til Ishasha – ca. 95 km.
  • Ishasha til Bwindi – ca. 55 km.
  • Bwindi til Mburo Park – ca. 300 km.
Støtte til lokalbefolkningen

Hos Ferie med Formål gør vi alt vi kan for at bidrage med mest mulig støtte til de lokale. Vi mener nemlig, at de lokale er med til at skabe den perfekte ferieoplevelse.

Når vi besøger Uganda, besøger vi nogle af de pygmæer som tidligere boede og levede i skoven, som senere blev til fredede nationalparker til fordel for dyrene som holder til der. På disse besøg får du et indblik i deres hverdag og med dit besøg, er du med til at støtte dem økonomisk. Desuden besøger vi institutioner, hvor støtten går til børn og handicappede. 

Forsikringer

Vi henviser til vores side om forsikringer. Her kan du læse alt der har med din rejseforsikring at gøre. Vi anbefaler altid, at du som minimum har en rejseforsikring der dækker sygdom og hjemtransport.

Rejsebetingelser

Vi anbefaler, at du læser vores generelle rejsebetingelser, da de er en del af aftalevilkårene ved køb af rejser hos Ferie med Formål.

Rejser købt af Ferie med Formål omfatter ‘loven om pakkerejser.’

Sprog i Uganda

I Uganda kan der kommunikeres på engelsk, da det er landets officielle sprog. I Uganda findes der i øvrigt over 50 lokalsprog.

Valuta

I Uganda anvendes der USD. Du kan også anvende engelske pund samt euro. Vi anbefaler, at du medbringer kontanter i små sedler (1-5). 

Tidsforskel

Tidsforskellen i Uganda afhænger af, om det er sommer- eller vintertid i Danmark.

  • Ved sommertid i Danmark: +1 time. Det vil sige når kl. er 12 i Danmark, er kl. 13 i Uganda.
  • Ved vintertid i Danmark: +2  timer. Det vil sige når kl. er 12 i Danmark, er kl. 14. i Uganda.
Elektricitet

I Uganda kan vi ikke sammenligne elektriciteten med den vi kender i Danmark. På de fleste lodges og hoteller styres elektriciteten af en generator, som slukkes om natten. Det kan derfor være en god idé at medbringe en lommelygte. I Uganda anvendes der 3-benede stik og 240 V. Du bør derfor medbringe en adapter eller låne en i receptionen.

Telefoni og internet

Hvis du ved på forhånd, at du skal anvende telefon på rejsen, kan du med fordel købe et simkort. Landekoden i Uganda er +256. Husk at slå roaming og data fra din telefon når du går ombord på flyet i Danmark. På den måde undgår du at betale for dyr roaming og data på din ferie. Husk på, at de fleste indkvarteringer har wifi.

Vi anbefaler ligeledes at man begrænser brug af telefoni på safariturene af respekt for andre medpassagerer.

Drikkepenge

I Uganda er det god kutyme at give de lokale drikkepenge. Der er som sådan ikke noget bestemt beløb. Du bestemmer selv, hvor meget du vil give.

Nedenfor har du en vejledende guide:

  • 10-15 USD pr. person til portøren på chimpanse- og gorillaturene
  • 15-20 USD pr. person til den ledende guide på chimpanse- og gorilla trek
  • 5 USD pr. person om dagen til guiden ved andre aktiviteter (eksempelvis game-drives)
  • 5 USD pr. person om dagen til din chauffør
  • 1-2 USD for hvert stykke bagage, som portøren bærer ind på hotellet for dig.
  • 10 % i barer og restauranter hvor måltider ikke er inkluderet.
  • 2 USD om dagen til stuepigen

Vi anbefaler at du uddeler drikkepenge den sidste dag, i en lukket kuvert. 

Prisniveau

Det er billigt at rejse og leve i Uganda. Nedenfor har du et vejledende prisniveau:

  • Mad for to på en restaurant: Ca 13 eur.
  • En kaffe på en restaurant: Ca. 2 eur.
  • Mad til to på en billig restaurant: Ca. 8 eur.
  • En fl. vand: Ca. 0,2 eur. 
  • En sodavand: Ca. 0 3 eur.
Helligdage

Nedenfor kan du få et overblik over helligdagene i Uganda.

Kulturelle forskelle

En safaritur foregår i fri natur. Vi kan derfor ikke garantere, at du oplever det dyreliv, du håber. Uanset hvad safarituren bringer, beder vi dig være indforstået med følgende:

  • Chauffører og lokalguider gør deres bedste for, at du skal opleve dyrelivet. Ofte vil du være imponeret over, hvor dygtige de lokale er til at spotte en leopard på afstand. Alt kan foregå på et splitsekund.
  • Chauffører kører så tæt på dyrene, som de kan, men er nødt til at holde en vis afstand af respekt for dyrene samt din sikkerhed. Vi beder ikke chaufførerne om at køre tættere på – de har styr på det.
  • Kørsel foregår på vejene i Nationalparker. Ikke uden for vejene. Overtrædelse af reglerne fra chaufførens side, medfører bøder til chaufførerne – og i værste tilfælde kan det betyde, at de bliver fyret. Vi opfordrer derfor aldrig chaufføren til at køre steder, hvor de ikke må.
  • Husk, at alle gerne vil have gode billeder med hjem. Respekter eventuelle medrejsende.
  • Ord som ’nigger’ og ’neger’ hører ingen steder hjemme i Afrika. Anvend ord som ”de lokale”.
  • Vi befinder os på et kontinent, hvor fattigdom hærger i flere lande. Respekter derfor, at vand og elektricitet kan være en mangelvare nogen steder.
  • Spørg altid om lov, hvis du vil fotografere personer.
Safarirejsen

En af de største grunde til, at Ferie med Formål har udvalgt nogle af landende i Afrika som destinationer, er for at give dig muligheden til at opleve dyrene, hvor de hører hjemme – i det fri – og ikke i en dyrepark, hvor de lever under dårlige forhold. Under din safari kan du opleve, at dyrene ofte kommer helt tæt på. Vi vil derfor minde dig om følgende:

  • Luk altid døre og vinduer på hoteller og i lodges. Lyn altid teltet helt ned, når du forlader det. Aber kan nemt forekomme på safarien og bør ikke komme i nærheden af noget, de ikke kan tåle. Heriblandt alkohol og medicin.
  • Følg altid råd og rådgivning fra lokalguide/chauffør. Det er dem, der er eksperterne.
  • Fodr aldrig dyrene.
  • Rør aldrig dyrene.
  • Ager aldrig aggressivt eller højlydt og undgå vilde bevægelser foran dyrene.
  • Vi efterlader kun fodspor i naturen – intet skrald og andet affald.
  • Vi tager ingenting fra naturen.
  • Husk altid, at vi er i dyrenes hjem og på deres vilkår.