fbpx

Lake Naivasha

Lake Naivasha i Kenya

– med god samvittighed

Lake Naivasha er den højeste og reneste af ferskvandssøerne i Great Rift Valley. Søen er smukt omkranset af akacietræer. Det er et frodigt område, hvor du også finder en del blomsterplantager, hvorfra en stor del af blomsterne eksporteres til Europa. Området er et sandt mekka for ”birdwatchers”, da der er registreret over 450 forskellige fuglearter, heriblandt storke, pelikaner, hejrer og den afrikanske fiskeørn.

Ved ankomst til Lake Naivasha starter vi typisk med en god frokost, hvorefter vi kommer på en bådtur, hvor du får mulighed for at opleve dyrelivet fra søsiden. Du vil sejle rundt omkring Crescent Island og opleve de mange flodheste og det rige fugleliv.

Et af højdepunkterne ved Lake Naivasha, er den lodge vi har udvalgt. Lake Naivasha Sopa Lodge bliver ofte gæstet af zebraer, vandbukke, giraffer og flodheste. Desuden ligger lodgen i smukke naturrige omgivelser.

Safari ved Lake Naivasha bør gøres over 2 dage, hvis man vil have alle oplevelserne med sig – noget vi klart anbefaler.

Lake Naivasha

Lake Naivasha og halvmåne øen ‘ Crescent Island’

På dag 2 er det tid til at komme ud og opleve en af Kenyas bedst bevarede hemmeligheder – Crescent Island. Det er en af de absolut smukkeste parker, beliggende lige midt i Lake Naivasha, og da de ikke tillader turistbureauer at komme her, er her meget få gæster. Du besøger Crescent Island til fods og dermed er det den originale form for safari i sin reneste form. Hvor du, som passagerer i en 4-hjulstrækker, blot er observatør, bliver du i langt højere grad en del af omgivelserne, når du på dine fødder bevæger dig ud i bushen. Øen er beboet af zebraer, giraffer, gnuer, impalaer, vandbukke og Grant’s gazeller, og ved strandene er der et meget rigt fugleliv, hvor du bl.a. kan være heldige at se pelikaner, skarver, hejrer og afrikanske fiskeørne

Nogle af scenerne fra ”Out of Africa” er optaget her, så du får mulighed for at føle dig som Karen Blixen og Denys Finch Hatton for en dag.

Et besøg i Oterit Primary & Secondary Schools

Efter en skøn nattesøvn er det tid til en oplevelse ud over det sædvanlige, når du skal ud at besøge en grundskole og et gymnasium, og opleve en helt almindelige skoledag.

”Allerede på lang afstand hører du de inciterende rytmer og de skønne toner fra koret af kvinder, der har taget opstilling ude ved vejen for at byde os velkommen. Du er på vej ind på skolen Oterit Primary School nordvest for Nakuru.”

Oterit Primary & Secondary Schools ligger i Baringo County godt og vel 1 times kørsel nordvest for Nakuru. Skolerne har elever i alderen 3-24 år fordelt på Nursery School (1-3 år), Primary School (8 års skolegang) og Secondary School (4 års skolegang), og er økonomisk støttet af den danske NGO Periamma.

I skolen undervises eleverne i religion, matematik, historie, geografi, biologi, swahili, kemi, fysik, engelsk og idræt. Skoleklasserne er større end man kender hjemme fra Danmark, og der kan snildt være op til 50 elever i en klasse. Disciplin er i højsædet, og eleverne vil derfor altid rejse sig op, når du kommer ind i klasselokalet. Du vil opleve, at der mildest talt ikke er nogen larm, og eleverne svarer kun, når de bliver spurgt. I begyndelsen vil eleverne være en smule generte og tilbageholdende, men i takt med at de lærer dig bedre at kende, så vil de blive meget mere nysgerrige og interesseret i at høre dig fortælle. Du vil deltage i undervisningen, så du kan få en idé om hvordan undervisningen foregår i Kenya. Desuden er det muligt at deltage i forskellige legeaktiviteter med børnene.

Frokosten spiser du i selskab med lærerne, hvor der kan udveksle erfaringer med skolesystemet i Danmark. Med dit besøg er du også med til at sikre at alle skolebørnene får frokost denne dag. Skoledagen vil typisk begynde omkring klokken 8.00 og slutte omkring 16.00.

Ved du allerede nu, at du vil opleve Lake Naivasha, kan du med fordel se alle vores rejser til Kenya her.