fbpx

Soweto (South West Township)

Et indblik i Sydafrikas barske fortid

På flere af vores rejser til Sydafrika med dansk rejseleder, skal vi ud at besøge den berømte og berygtede township Soweto (South West Township) og få et lille indblik i dagligdagen her. Det anslås, at der bor ca. 2 millioner mennesker i byområdet, der er omkring 65 km² stort.

Oprindeligt var området kun tiltænkt som et midlertidigt opholdssted for minearbejderne, men i 1923 blev det, som led i den hvide regerings berygtede Urban Areas Act, omdannet til ghetto for den sorte befolkning i Johannesburg. Soweto endte med at blive den største sorte by i Sydafrika, men frem til 1976 kunne indbyggerne kun have status som ”midlertidige beboere” uden juridiske rettigheder.

16. juni 1976 begyndte adskillige studerende at protestere på gaderne i Soweto som svar på beslutningen om at Afrikaans skulle være det officielle sprog i alle skoler. Det estimeres at 20.000 studerende deltog i protesterne. De blev mødt af voldsom brutalitet af politiet, og mange blev skudt og dræbt, heriblandt den 13-årige Hector Pieterson. Han blev båret af en medstuderende og sin søster på det ikoniske billede taget af fotografen Sam Nzima.

 

Apartheid

Billedet blev et ikon for kampen mod apartheid, et foto der definerede en hel generation. Antallet af dræbte i opstanden er officielt 176, men det menes at op til 700 studerende mistede livet denne dag. Den 16. juni er nu officielt ”Youth Day” og hele juni måned er tilegnet ungdommen i Sydafrika.

Siden 1994 har bydelen gennemgået markante forandringer, hvor blandt andet en stor del af de tusindtallige blikskure er blevet erstattet af rigtige boliger. Der er i dag også bedre områder med skoler, universitet, sportsklubber og hospitaler.

Læs mere nedenfor…

Soweto

Med Ferie med Formål rundt i Soweto

På vores tur rundt i Soweto skal I besøge Nelson Mandelas hus. Allerede som ung jurastuderende blev Mandela involveret i frihedskampen mod det hvide apartheidstyre. Han blev hurtigt en af frontfigurerne i African National Congress (ANC), og fra 1947 og 14 år frem boede han og hustruen Winnie på adressen Vilakazi Street, House 8115 i Soweto. Da han i 1961 forlod huset, var det i huj og hast, på flugt for sit liv. Han genså huset i 1990, efter at have tilbragt 27 år som fængselsfange, og sagde ved den lejlighed, at dette sted altid havde været centrum for hans verden. I dag er det den mest kendte adresse i Sydafrika. Huset er blevet til et museum, der fortæller historien om Mandela-familien i lyd, billeder og film. Vilakazi Street er i øvrigt den eneste gade i verden der har huset 2 modtagere af Nobels fredspris. Ærkebiskop Desmond Tutu boede i samme gade.

Efter frokosten afslutter vi dagens sightseeing med at besøge Apartheidmuseet. Museet blev grundlagt i 2001 og anerkendes som det førende museum i verden, der beskæftiger sig med Sydafrikas historie fra det 20. århundrede. I 1948 implementerede den hvide valgte nationale partiregering apartheidpolitikken, der gjorde 20 millioner mennesker til andenklassesborgere og fordømte dem til et liv i trældom, ydmygelse og udnyttelse. Valget af Nelson Mandela som præsident i 1994 markerede samtidig enden på apartheid og blev et højdepunkt i sagaen om et lands modstand, mod og styrke. Apartheidmuseet, der er det første af sin art, illustrerer apartheidsystems ”storhed” og fald. Museet er en ledestjerne for håb, der viser omverdenen hvordan Sydafrika er kommet overens med en undertrykkende fortid, og arbejder hen imod en fremtid, som alle sydafrikanere kan kalde deres egen. På gårdspladsen er der 7 betonpiller, der symboliserer de 7 vigtigste elementer i landets forfatning – demokrati, mangfoldighed, forsoning, ansvar, frihed, lighed og respekt.

Læs flere spændende indlæg om Sydafrika.