
Tamblingan Lake
Vi starter dagen med en kort tur til Munduk Wilderness Base Camp, som er vores indgang til Mundukområdet. Her får vi en kort introduktion og en sikkerhedsbriefing omkring det at køre i en Finn Komodo, som er en off road-bil, der er designet til at køre i jungleterræn. Herefter sætter vi os ind i bilen og tager en hæsblæsende tur til et nært liggende tempel. Herfra går vi om bord i kanoer og padler afsted mod Tamblingan-søen, som byder på en frodig og smuk natur og både mandarin- og kaffeplantager langs bredden. Her går vi i land og får pusten, inden vi går en kort tur ind i regnskoven, som er hjem for en fantastisk vegetation – herunder træer, der er over hundrede år gamle.
Fra regnskoven går vi ned til en nærliggende kaffeplantage. Området er ét af de bedste områder for kaffedyrkning i verden, da vækstbetingelserne her er helt perfekte. Vi lærer lidt om Balis kaffekultur og får en hands on demonstration af hvordan man rister bønner over åben ild og knuser de ristede bønder med en træstøder.
Inden vi kører tilbage til Munduk Wilderness Base Camp, får vi selvfølgelig en kop af den helt fantastiske kaffe. I campen hviler vi benene og får en lækker frokost, inden vi pakker sammen og tager videre til Lovina, som ligger langs Balis nordlige kystlinje. Ved ankomst hertil checker vi ind og får en god nats søvn.