
Velkommen til Cape Town! Når I er kommet vel gennem paskontrollen i lufthavnen står jeres rejseleder, lokale turguide og chauffør klar til at byde jer velkommen. I bliver kørt til jeres hotel, hvor I får mulighed for at tage et forfriskende bad inden dagens sightseeing.
Vi begynder i den smukke Company’s Garden, der er landets ældste park og omgivet af historiske bygninger. Haven blev oprindeligt bygget som en forsyningsstation for de skibe fra Hollands Østindisk Selskab, der rundede spidsen af Afrika på deres vej til Asien. Efter måneder på havet kunne deres skibe blive fyldt op med friske råvarer dyrket i haven – deraf navnet ”selskabets have”
Derfra går vi videre til det livlige Green Market Square, der i dag er Cape Towns loppemarked. Pladsen blev oprettet i 1696 under den hollandske besættelse af Kapkolonien. I de mere end 300 år har pladsen tjent mange formål. I begyndelsen blev den brugt som markedsplads, hvor de friske grøntsager, som blev dyrket i Company’s Garden, blev solgt sammen med slaver. Sidenhen blev det opført et vagthus, som var hovedkvarter for Kapkoloniens borgerpatruljer, som patruljerede og holdt øje med eventuelle brande. Med tiden blev pladsen mere og mere forfalden og endte i 1950’erne med at blive til en parkeringsplads. Men i 1989 rejste pladsen sig fra asken, da et vigtigt historisk øjeblik udfoldede sig her: ”Purple Rain-protesten” mod Apartheid.
Dagens sightseeing afsluttes med en slentretur gennem det farverige Cape Malay-distrikt Bo-Kaap. Bydelen stammer oprindeligt fra 1760’erne, da mange mindre huse blev bygget og lejet ud til slaver. Indbyggerne blev kendt som Cape Malay, og kom fra Malaysia, Indonesien og den øvrige del af Afrika for at arbejde i Kapkolonien. Aftensmaden indtager vi på Restaurant Gold, der er en pulserende panafrikansk oplevelse i hjertet af Cape Town. Vi sidder i en historisk gammel gårdsplads, hvor vores sanser bliver vækket af et overdådigt festmåltid af afrikanske specialiteter og lokale afrikanske rytmer.
Vi skal overnatte på det 4-stjernede hotel Head South Lodge Boutique Hotel, der ligger i bydelen Green Point.