fbpx

Lake Baringo

Lake Baringo i Kenya

Udover Lake Naivasha, finder du også et spændende dyreliv på Lake Baringo. Lake Baringo er en 168 km² stor ferskvandssø, og den største og nordligst beliggende af de 5 søer i det centrale Kenya. Søen er utrolig smuk og fredfyldt med små skovklædte åer og hvide stenstrande, og er nærmest helt indrammet af bjergene mod øst og vest. Tidligt om morgenen vil du se de lokale beboere padle rundt i deres små håndlavede kanoer af balsatræ, mens de forsøger at fange lungefisk og den hvide fisk tilapia. Fiskerne anvender dels fangsten som et middel til at skabe indtægt og dels til eget forbrug. Fisken er utrolig velsmagende og kan varmt anbefales til aftensmad.

Selve søen, og den smalle bræmme langs søbredden, er et reservat som er beboet af mange flodheste og krokodiller. Miljøforkæmpere påpeger, at især tilstedeværelsen af de mange flodheste er godt for det naturlige økosystem. Flodhestene ligger typisk i vandet hele dagen i flokke på 10-15 stykker. Om natten går de på land og kan spiser op til 40 kilo græs på én nat.

Omkring søen er der også et helt utroligt rigt fugleliv. Der er identificeret mere end 400 arter, hvor især den afrikanske fiskeørn og dens måde at jage sit bytte på i søen er betagende. Fiskeørnen sidder i toppen af træerne omkring søen og med sit fantastiske syn udpeger den sit bytte på lang afstand. Med sin utrolige fart skyder den igennem luften og bruger sine kløer til at fange fisken, og flyver derefter tilbage til sit træ for at indtage sin hjembragte føde.

Lake Baringo

Dyrelivet opleves allerbedst på en bådsafari, hvor du på nærmeste hold kan opleve de mange farverige fugle, se de smukke afrikanske fiskeørne, og stifte bekendtskab med de mange flodheste. Søen er tillige hjemsted for 7 øer, hvoraf nogle af dem har varme kilder og gejsere, der kan skyde op til 5 meter høje søjler af varmt vand og vanddampe direkte op i luften. En af de 7 øer bærer det gådefulde navn ”Devil’s Island”, og er total forladt af alle mennesker. Ifølge de lokale stammer er det selve djævelen der har taget bopæl på øen. Efter sigende skulle en blålig ild brænde om natten, og man vil kunne høre djævelen råbe navnene op på de mennesker, der skulle driste sig til at sejle omkring øen efter solnedgang. På trods af denne lidt uhyggelige myte er øen et yndet mål for en sundowner, og hvis du har lyst, kan du for et lille ekstra beløb nyde den smukke solnedgang mens du indtager en gin og tonic.

Se vores rejser til Kenya her