fbpx

Gorilla safari

Gorilla safari

Uganda er den perfekte destination hvis man vil opleve dyrelivet. Øverst på listen dyremæssigt står bjerggorillaerne, som i dag kun lever i grænseområdet omkring Uganda, Rwanda og Congo. Mødet med vores nærmeste slægtninge i dyreriget er både en mageløs og emotionel oplevelse, som reelt set ikke kan beskrives – det skal opleves.

Efter tidlig morgenmad venter en af rejsens allerstørste oplevelser, når vi skal på trekking efter bjerggorillaerne. Vi kører til indgangen til nationalparken, hvor vi registreres og får en indgående briefing om procedurerne vedrørende vores møde med bjerggorillaerne. Mens vi briefes beslutter rangerne, hvilke familier af bjerggorillaerne vi skal besøge. Da gorillaer ikke altid befinder sig det samme sted, kan det tage alt fra en time til en halv dag at finde dem.

Efter briefingen inddeles vi i grupper af 8 personer, introduceres til vores ranger og vores bærere, der tager sig af rygsækken eller anden bagage, og får samtidig udleveret en vandrestav, der er et velegnet redskab at have ved hånden, når vi vandrer gennem junglen.

Vi lægger buksebenene ned i strømperne, snører vandrestøvlerne og så er vi ellers klar til at vandre gennem ægte centralafrikansk jungle. Vi bevæger os gennem uberørte skovskråninger og sammenfiltrede lianer. Der er ingen stier, så indimellem hugger vores ranger sig vej med sin machete. Turen op gennem junglen er flot, men til tider også både våd og anstrengende. Men når vi når frem til bjerggorillaerne kan vi i ro og fred nyde disse betagende menneskeaber på blot 7 meters afstand.

En gorilla safari er begyndt!

Praktisk information om Uganda

Mødet med Gorillaerne – et historie fra en Gorilla safari

”Scccchhhhyyyy”… hvisker rangeren og holder en hånd op for at stoppe os. Vi kan høre nogle grene knække tæt ved os. Sveden perler ned ad ansigtet, men vi ænser det ikke. Vi står helt stille, dybt inde i den tætte og fugtige jungle og lytter. Alle vores sanser er vakt og ingen tør sige noget. Nogle brummende dyrelyde når vores ører – ”WRAAUU”. Det er bjerggorillaerne…, puha, det er alligevel lidt MEGET spændende. Vi lister os stille nærmere og nærmere. ”WRAAAAUUUU” – den brummende lyd er der igen og denne gang endnu tættere på. Vi står nærmest helt paralyseret med blikket rettet direkte fremad mod lysningen… dér, lige præcis dér, er de. Kun ganske få meter fra os sidder de og gnasker løs på de grønne blade. De er 12 i den familie og den store silverback – den største af dem alle – kigger direkte på os

De andre gorillaer går om bag ham, mens deres øjne nysgerrigt og afventende kigger i retning mod os. Som vi er blevet instrueret i, holder vi os tæt sammen i den lille gruppe. Vi er blevet informeret om, at vi under ingen omstændigheder må løbe af sted, men i stedet skal stå helt stille og holde blikket ned mod jorden, hvis de kommer hen til os. Der står vi så, tæt sammen, helt stille og ser på gorillaerne.

 

Et par af hunnerne går lidt væk fra de andre, og finder en plads bag et træ, hvor de finder nogle friske blade at spise. Silverbacken har accepteret at vi er dér, og værdiger os ikke mange blikke. Men man er ikke i tvivl om, at han kan se alle vores bevægelser og ved præcis hvad vi laver, og hvad der i øvrigt foregår omkring ham. I et træ lige over hovedet på os, ligger der en ung han og kigger ned på os. Han gaber lidt og piller næse, uden dog at slippe os af syne. ”Guderne må vide, om det egentlig er os der ser på gorillaerne eller om det er dem der ser på os”, hvisker en af fra gruppen, mens jeg tager et par billeder. og hurtigt kravler han op.

 

Det er betagende så fredelige disse dyr virker. Umiddelbart virker det også som om de lever en meget sorgløs tilværelse, der veksler skiftevis mellem at spise, sove, finde et nyt sted at sove og spise igen. I lysningen leger ungerne med hinanden. Én af dem vil op og klatre, og rækker op efter en gren. Moderen forsøger at hjælpe ved at trække grenen ned, så han nemmere kan få fat, og hurtigt kravler han op. Moderen følger lige i hælene, samtidig med at hun slipper en vind, der nærmest lyder som et helt stormvejr.”

Om bjerggorillaerne

Bjerggorillaerne lever i familiegrupper med op til 30 individer, der ledes af den dominerende han – silverbacken. Familien kan have en eller flere unge hanner, samt op til tolv hunner og en del unger. Hunnen får sin første unge, når den er omkring 8 år og føder en unge hvert femte år. Hannen bliver kønsmoden, når den er omkring 15 år gammel, og bliver herefter kaldt silverback, grundet den markante sølvstribe på ryggen, der pryder hans ellers mørke pels. De kan nå en størrelse på næsten 2 meter i højden og en vægt på 220 kg.

Familien vandrer rundt i et større territorium i søgen efter frisk planteføde. De bygger en rede i vegetationen, hvor de tilbringer natten. De yngre foretrækker at bygge dem oppe i træerne, mens de ældste sover på jorden. En voksen bjerggorilla kan spise op til 18 kilo føde om dagen. Alle gorillaerne lever af rødder, kviste, frugter, græs, frø og blade. De kan også finde på at spise termitter, snegle, larver og biller. De behøver ikke aktivt at drikke vand, da de får væske nok gennem den vegetation, de spiser, og fra duggen på planterne om morgenen.

På en rejse til Uganda og Rwanda tilbringer vi en time med bjerggorillaerne, hvor vi oplever hvordan de interagerer, kommunikerer og spiser. Og den time flyver bare af sted. For at møde vores nærmeste slægtninge blandt dyrene, som vi deler 98-99% af vores gener med, er en kæmpe oplevelse. Selv om det kan være anstrengende at kæmpe sig gennem junglen, er det alle anstrengelserne værd. Det er helt igennem unik og følelsesmæssig oplevelse, som man skal opleve for helt at kunne forstå.

Udover bjerggorillaerne, oplever vi også chimpanser samt den befolkningen der oprindeligt boede i regnskoven inden den blev til en freder National Park til fordel for dyrene.

Se alle vores rejser til Uganda her.