fbpx

Karen Blixen Museet

Et besøg på Karen Blixen Museet

På en safari i Kenya bør man ikke snyde sig selv for et besøg hos David Sheldrick Elephant Orphanage og efterfølgende på Karen Blixen Museet. Karen Blixen flyttede til Kenya i 1914 for at gifte sig og blive til baronesse Blixen. Sammen med sin mand, Bror Blixen, skulle de etablere kvægdrift og mejeri, men Bror overtalte hende i stedet til at begynde at dyrke kaffe. Han var dog ikke selv videre interesseret i at deltage i arbejdet, og jorden var faktisk ikke egnet til at dyrke kaffe. Så kaffen blev aldrig ”det sorte guld” for Karen Blixen. Men hun elskede sin farm, der siden blev så berømt gennem hendes bog ”Den Afrikanske Farm”. I 1931 forlod hun dog farmen og tog tilbage til Danmark.

Den dag i dag er huset lavet om til museum, og der er mulighed for at få en guidet tur i selve huset. Omkring huset er der anlagt en flot have og udsigten til Ngong-bjergene i det fjerne er stadig lige så smuk, som dengang baronessen selv boede i huset. Har man set filmen ”Out of Africa”, er det let at genkende stedet – flere af møblerne fra filmen står stadig i huset.

Frokosten indtager du på den legendariske restaurant Carnivore, hvor du får stillet din sult i en lækker kødbuffet.

Besøget kombineres med kulturcentret Bomas of Kenya, der næsten er en miniatureudgave af Kenya. Her får du mulighed for at opleve den mangfoldighed af kulturer, der udgør dette fascinerende land. Du vil bl.a. se traditionelle boformer, og overvære traditionel dans og musik.

Få kilometer fra Karen Blixen Museum og Bomas of Kenya ligger Karen Blixen Coffee Garden, som er hjemsted for det historiske Swedo House. I de smukke omgivelser er der mulighed for at indtage eftermiddagskaffen og drømme sig lidt tilbage i tiden.

Karen Blixen Museum