fbpx

Serengeti National Park

Serengeti National Park

Serengeti National Park er uden tvivl det mest kendte vildtreservat i verden, uovertruffen for sin naturlige skønhed og videnskabelige værdi, og har en helt særlig magisk klang.

Serengeti har den største koncentration af sletter i hele Afrika og dækker i alt et område på 14.763 km². De fleste storslåede naturprogrammer om Afrikas vilde dyr er optaget i dette uendelige smukke og varierede vildtområde, da parken er hjemsted for det største antal dyrevildt i verden.  Serengeti er forbundet med Masai Mara National Reserve i et fantastisk økosystem, hvor den verdensberømte migration af millioner af gnuer, zebraer og gazeller finder sted. Der findes mange beskrivelser af dette fantastiske syn, men det hele afhænger af hvor og hvornår der falder regn.

I den sydlige del af Serengeti falder regnen typisk i perioden fra november til april. På dette tidspunkt vil mængden af græs og regn gøre det attraktivt for den migrerende bestand at samles og kælve her. Størstedelen af kalvene fødes i løbet af februar, men når regnbygerne stopper, tørrer savannen hurtigt ud, og dermed er fødegrundlaget for gnuer, zebraer og gazeller væk, hvorfor de begynder at migrere mod nord. De vil typisk krydse grænsen til Masai Mara i juli og august måned, og du vil derfor kunne opleve en vandrende bestand, når du befinder dig i Serengeti på dette tidspunkt.

Migrationen tiltrækker selvfølgelig også en del rovdyr – løver, leoparder, sjakaler, hyæner og geparder – som tager godt for sig på den grønne savanne.

migration

Dagen er helliget endnu en heldags game drive, så der er rigtig god tid til at nyde det spændende og imponerende dyreliv. Du kører rundt i den centrale del af Serengeti (Seronera Valley), som de lokale masaier kalder ”Serengit”, der direkte oversat betyder ”de endeløse sletters land”. Når du er på game drive er hver dag speciel og oplevelserne vil variere fra dag til dag. Men er du heldig vil du komme til at opleve The Big Five (bøflen, elefanten, leoparden, løven og næsehornet) på nærmeste hold. I Tanzania har man tillige opfundet The Big Nine så man kan gøre sin safariudfordring endnu større. Ud over de 5 ovennævnte dyr er zebraen, giraffen, geparden og flodhesten tilføjet på denne liste, som et ”must see”, når du er på game drive i Tanzania.

Men uanset hvilke dyr du oplever på dagens game drive er det altid en kæmpe oplevelse. At sidde og betragte gazellerne, der elegant springer gennem græsset. Eller girafferne, der strækker sig lige det længere for at kunne indtage bladene fra de karakteristiske akacietræer. Eller de store flokke af zebraer, hvor hvert eneste af deres mønstre er unikke som menneskers fingeraftryk. Eller geparden, der med sin slanke og atletiske krop er verdens hurtigste pattedyr.

Se alle vores rejser til Tanzania og Kenya.