
Cape Town kan, uden at overdrive, betragtes som en af verdens smukkeste byer. The Mother City, som den benævnes af de lokaler, ligger smukt omkranset af Taffelbjerget og Atlanterhavet. Mange rejsende elsker denne unikke by med sin fascinerende historie, interessante kultur, naturlige skønhed, prisvindende vine og afslappede livsstil.
Vi begynder vores byrundtur i den smukke Company’s Garden, der er landets ældste park og omgivet af historiske bygninger. Haven blev oprindeligt bygget som en forsyningsstation for de skibe fra Hollands Østindisk Selskab, der rundede spidsen af Afrika på deres vej til Asien. Efter måneder på havet kunne deres skibe blive fyldt op med friske råvarer dyrket i haven – deraf navnet ”selskabets have”.
Derfra går vi videre til det livlige Green Market Square, der i dag er Cape Towns loppemarked. Pladsen blev oprettet i 1696 under den hollandske besættelse af Kapkolonien. I de mere end 300 år har pladsen tjent mange formål. I begyndelsen blev den brugt som markedsplads, hvor de friske grøntsager, som blev dyrket i Company’s Garden, blev solgt sammen med slaver. Sidenhen blev det opført et vagthus, som var hovedkvarter for Kapkoloniens borgerpatruljer, som patruljerede og holdt øje med eventuelle brande. Med tiden blev pladsen mere og mere forfalden og endte i 1950’erne med at blive til en parkeringsplads. Men i 1989 rejste pladsen sig fra asken, da et vigtigt historisk øjeblik udfoldede sig her: ”Purple Rain-protesten” mod Apartheid. Da demonstranterne ankom til pladsen, blev de mødt af politiets vandkanoner, der sprøjtede lilla farvestof på dem alle. En af demonstranterne sprang op på kanoen og forsøgte at omdirigere den væk fra skaren af folk og i stedet mod hovedkvarteret for Apartheid-regeringen, hvis bygninger blev farvet lilla!
Vi fortsætter dagens sightseeing med en slentretur gennem det farverige Cape Malay-distrikt Bo-Kaap. Herefter fortsætter vi til mindesmærket for Cecil Rhodes på Devil’s Peak og videre til Kirstenbosch National Botanical Garden.
Om eftermiddagen kører vi til Victoria & Alfred Waterfront. Havneområdet er et sandt eldorado for livsnydere med dets udvalg af specialforretninger, markeder, restauranter og underholdning. Vores afskedsmiddag indtager vi på Restaurant Gold, der er en pulserende panafrikansk oplevelse i hjertet af Cape Town. Vi sidder i en historisk gammel gårdsplads, hvor vores sanser bliver vækket af et overdådigt festmåltid af afrikanske specialiteter og lokale afrikanske rytmer.