Billeje og bilforsikring i udlandet
Flere og flere lejer bil på ferien og kør-selv ferie er blevet mere populært – og med god grund. Et par dage med lejebil giver dig mulighed for at opleve de bedste steder af landet i dit helt eget tempo.
Mange oplever dog, at biludlejningsfirmaerne beder om at tegne en ekstra forsikring, selvom man har forsikringen i orden hjemmefra. I nogle tilfælde resulterer det i ekstra og/eller dobbelt betaling. I andre tilfælde vælger man lejebilen fra. Uanset hvad, bliver ferien ikke som forventet.
Hvorfor gør biludlejningsselskaberne som de gør? Hvorfor er beløbet så højt? Hvordan undgår man det? Ferie med Formål giver dig svarene her.
SCDW – Super Collision Damage Waiver
Inden vi går i dybden med billeje og bilforsikringer, vil vi lige forklare hvad en CDW og en SCDW forsikring er, samt hvad de indebærer. Det er nemlig SCDW forsikringen, som 9/10 gange opstår som en ekstra forsikring, og dermed som en uventet, kedelig ekstra betaling. SCDW står for Super Collision Damage Waiver, og er den forsikring der skal til for at formindske/eliminere selvrisikoen.
Hos næsten alle bilselskaber – i hvert fald indenfor EU – er CDW inkluderet. CDW står for Collision Damage Waiver og er det vi kalder kaskoforsikring på dansk, men den svarer dog ikke 100% til den kaskoforsikring vi kender i Danmark. En CDW forsikring har næsten altid en selvrisiko tilknyttet kunden, og trods det at en CDW forsikring hverken dækker undervogn, fælge eller vinduer, kalder biludlejningselskaberne den for ‘fuld forsikring’ – og det er lige netop her, man kan blive forvirret.
Læs mere nedenfor.
Selvrisiko
En selvrisiko, som nævnt ovenfor, er næsten altid tilknyttet billejen og CDW forsikringen. Selvrisiko kaldes ‘excess‘ på engelsk, og det kan være en god idé at undersøge, hvad lejebilens selvrisiko er på, inden man eventuelt tegner en SCDW forsikring. Er selvrisikoen meget lav, vil det ikke kunne svare sig, at tegne en SCDW forsikring. Dog vil du opleve, at selvrisikoen ofte er høj, og den kan let være over 1500€ svarende til 11.000 danske kroner. Er selvrisikoen høj, anbefaler vi, at du tilkøber en SCDW-forsikring, men inden du gør det, bør du undersøge det hele med din forsikring. Læs mere nedenfor.
Hvorvidt du vil tegne en SCDW-forsikring er helt op til sig. Følg din mavefornemmelse. Man skal føle sig tryg på rejsen, og her er pengene for en SCDW-forsikring givet godt ud.
Undersøg med din forsikring
Inden du tilkøber en SCDW forsikring, bør du undersøge med din egen forsikring, om du allerede er dækket. Nogle forsikringer – ofte kun rejseforsikringer – dækker nemlig leje af motorkøretøjer i udlandet – herunder en SCDW forsikring. Desuden bør du læse i lejekontrakten, hvad selvrisikoen ligger på. Prisen på en SCDW forsikring afhænger ofte af, hvilken bilkategori du lejer. Jo højere kategori – jo større selvrisiko – jo dyrere bliver SCDW forsikringen.
Prisen for en SCDW forsikring til en bil i kategori C (VW Polo/Seat eller lign.) kan nemt ligge på knap 25€ pr. dag. Lejer man den i 14 dage, bliver det 350€, svarende til 2600 danske kroner – så det kan hurtigt løbe op. Derfor vil vi endnu engang anbefale, at du undersøger med din forsikring, om du allerede er dækket, eller om en SCDW-forsikring er nødvendigt i forhold til beløbet på selvrisikoen.
Spar penge på at leje hjemmefra
Billeje er altid dyrene på destinationen, end hvis du havde lejet den hjemmefra. Det gælder både selve billejen, men også forsikringerne. Du kan med fordel leje via bilselskabets egen hjemmeside, eller en agent såsom CarTrawler. Lejer du via bilselskabets egen hjemmeside, vil de kunne se de forsikringer du tilkøber. Lejer du via en agents hjemmeside, skal du være opmærksom på, at forsikringen højst sandsynligt er via dem – og ikke bilfirmaet. Bilfirmaet vil i dette tilfælde bede dig om at tegne en SCDW – noget du her skal takke nej til. Uanset hvad, vil du kunne spare penge på at leje den hjemmefra, så den står klar til dig ved ankomst.
“Jeg er dækket, men bilselskabet forlanger at man betaler for en SCDW-forsikring. Hvad gør jeg?”
En af de kedelige situationer som mange rejsende løber ind i på deres ferie, er ekstra omkostningerne på forsikringerne. Og uanset hvor forberedt man er, vil man næsten altid løbe ind i en sælger hos biludlejningsselskabet, som siger, at der skal betales for en SCDW – og årsagerne er faktisk ret simple. 1. De kan ikke se, at du har en SCDW-forsikring inkluderet i din egen forsikring. 2. Hvem vil ikke gerne sælge en forsikring?
Man hører ligeledes, at sælgerne ikke er bange for at sige, hvad selvrisikoen er på, hvis uheldet er ude. Det gør ofte kunden usikker, og resulterer i, at man tilkøber forsikringen. Har man tilkøbt den hjemmefra – eventuelt via en agent – betaler man altså for den samme forsikring to gange. Sælgere i udlandet, kan ikke sammenlignes med sælgere i Danmark, sådan er det bare.
Konklusion: Har du allerede tilkøbt en SCDW-forsikring hjemmefra – uanset om det er via en agent eller den er inkluderet i din forsikring – så tak nej til en SCDW-forsikring hos selskabet. Også selvom de siger, at selvrisikoen er på 1500€. Print eventuelt en police fra forsikringen eller kontrakten fra agenten hvorpå det fremgår, at forsikringen er inkluderet. Det er sket før, at selskabet så beder kunden om selv at betale skaderne på bilen. Ingen grund til panik. Dette vil din forsikring ordne for dig, lige så vel som alle andre skade- og ulykkesforsikringer.
Hvad gælder ved forudbestilt billeje?
I de fleste lande er ‘fuld forsikring’ inkluderet i billejen. Det vil altså sige, CDW (kaskoforsikringen) samt TP (Theft Protection – tyveri forsikring). Dertil kommer ekstra forsikringer, som kan tilkøbes. Disse er ofte:
- SCDW
Den beskrev vi ovenfor. - Young driver (ung chauffør)
Er du under x antal år, skal du betale en forsikring. Det svarer til, at du ikke er elite-billist. Alderen varierer fra selskab til selskab. Ofte er der for chauffører under 23 år. - Extra driver (Ekstra chauffør)
En ekstra betaling kommer ofte, hvis i vil skifte chauffør under ferien. - Ekstra udstyr (Gps, barnesæder og lign.)
Hvad gælder ved billeje på destinationen?
Lige så vel som ved forudbestilt billeje, er der altid ekstra forsikringer og services som kan tilkøbes – og det er de samme som gør sig gældende. Dog er flere og flere store -og lokale bilselskaber begyndt at inkludere SCDW-forsikringen i billejen. Det gør selvfølgelig også prisen pr. dag dyrene end inde hos nabo-selskabet, såfremt naboen ikke har SCDW-forsikringen inkluderet.
*Bemærk: Nogle bilselskaber inkluderer ikke kilometer i billejen. Dette skal afregnes ved levering af bilen. Vi anbefaler, at du finder en bilselskab som har fri antal kilometer inkluderet i prisen, for at undgå en stor (og unødig) regning.
Ligeledes skal bilen leveres tilbage med samme tank som da du modtog den. Dette fremgår i kontrakten. Er bilens tank halv fuld ved afhentning, skal den ligeledes leveres tilbage med minimum halv tank.
Depositum
Uanset om du vælger at leje bilen på destinationen, eller har forudbestilt den inden afrejse, skal du altid betale et depositum. Det skal du gøre med dit kreditkort. Beløbet trækkes ikke fra dit kort – det bliver kun blokeret. Depositum udgør ofte beløbet på selvrisikoen, benzin og ekstra forsikring/services såsom forsikringer, børnesæder etc. som du måske har tilkøbt.
Hvis vi hopper tilbage til situationen hvor bilselskabet ikke kan se din SCDW forsikring, ja så kan depositum udgøre en stor sum svarende til beløbet på selvrisikoen. Men husk på, at beløbet ikke trækkes fra din konto. Depositum udgør kun en garanti for, at du ikke leverer en bil tilbage, der enten har en tom tank, er fyldt med skader osv. Husk på, at mange bilselskaber ikke har åbent 24 timer i døgnet – heller ikke selvom de har kontor i lufthavnen. Der er derfor mulighed for at levere bilen tilbage, hvis du skal hjem om natten, uden at være i kontakt med bilselskabet. Her leveres bilnøglen ofte i en postkasse eller låses inden i bilen. Bilselskabet kan altså i disse tilfælde ikke kontrollere, om bilen er leveret tilbage i samme stand som aftalt i kontrakten.
10 gode råd til billeje og bilforsikring i udlandet
-
Lej bilen via selskabets egen hjemmeside eller en agent hvorpå alting fremgår på dansk. Eksempelvis CarTrawler.
-
Forudbestil bilen hjemmefra. Det sparer både tid og penge.
-
Lej bilen ved større selskaber, som også opererer i Danmark. Eksempelvis Europecar, Hertz, Avis, Goldcar eller Sixt.
-
Få altid kontrakten på dansk. Kan det ikke lade sig gøre, så få den på engelsk.
-
Vær opmærksom på SCDW forsikringen.
-
Vær opmærksom på at der er fri kilometer inkluderet i prisen.
-
Gå altid en runde rundt om bilen når du modtager den. Gerne med en fra bilselskabet. Tjek bilen for skrammer, ridser og div. mangler. Noter dem i kontrakten og meddel bilselskabet inden du kører.
-
Tjek at du har fået en bil i samme – eller tilsvarende kategori – som det du har bestilt. Tjek at du har alt udstyr. Ved fejl/mangler, meddel personalet.
-
Ved billeje på destinationen, kan du med fordel leje fra en lokal biludlejer, og dermed spare en masse penge, da de er langt billigere end de store udbydere. Men (!) forhør dig om hvilke udlejere der er gode. Anvend eventuelt rejsegrupper på diverse sociale medier.
-
Levér altid bilen tilbage med samme mængde brændstof som da du modtog den.
Vi håber, at det gav lidt indsigt i alt omkring billeje og bilforsikring i udlandet. Læs mere om rejseforsikring. Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at tage kontakte til Ferie med Formål.
Rigtig god fornøjelse.