Arashiyamas fortryllende bambusskov
Ca. 10 km vest for Kyotos centrum ligger området Sagano. Sagano er det officielle navn, men i daglig tale omtales området mest med navnet Arashiyama. Arashiyama er egentlig navnet på de omkringliggende bjerge, men bruges altså i dag om hele området. I Arashiyama ligger, ikke bare en af Kyotos, men en af Japans top seværdigheder – nemlig bambusskoven Arashiyama Bamboo Grove. Skoven bliver hvert år besøgt af mange turister fra hele verden, og besøger du stedet, hvilket vi hos Ferie med Formål varmt anbefaler, så vil du hurtigt finde ud af hvorfor – at stå blandt de skyhøje bambusstokke er som at befinde sig i en anden verden.
Bambusskoven i Arashiyama, som udgør et areal på ca. 16 kvadratkilometer, består af tusindvis af bambusplanter. Pga. disse planters enorme højde lukker de af for det meste af solens lys, og der bliver derfor skabt en form for tunnel hvilket giver en følelse af at befinde sig i en skov fra et eventyr. Bambusskoven består i virkeligheden af to separate skove, som du oplever bedst ved at gå en tur på den ca. 300 meter lange asfalterede sti, som bl.a. løber mellem de to skove. Denne sti danner den berømte bambus allé, som er et af Kyotos mest fotograferede steder.
Bambusskovens historie begyndte allerede i Japans Heian-periode (løbende fra år 794 til år 1185). I denne periode var Arashiyama en populær lokation for kejserlige villaer og templer, hvor bambus ofte var et vigtigt element i de tilhørende haver. Senere begyndte man at opdyrke bambus i området til brug i håndværk og i madlavning. I dag er bambusskud stadig en ofte brugt ingrediens i det japanske køkken. Sidenhen blev mange af bambusplanterne fældet og arealerne blev brugt til beboelse. I år 1976 besluttede den japanske regering at beskytte de tilbageværende bambusskove, som altså bl.a. inkluderer de to sammenhængende skove, som kan besøges i dag. I dag tjener skoven ikke andet formål end at være dekorativ.
For nogle få år siden var det muligt stort set at have hele skoven for sig selv. I dag, hvis du besøger skoven i højsæsonen, vil du opleve, at der er næsten lige så mange selfiestænger, som der er bambusplanter. Hvis du i højsæsonen ønsker at opleve skoven uden for mange turister, så anbefaler vi, at du besøger skoven som det første en morgen. Gerne vær ved skoven allerede inden solopgang. Desuden findes der flere forskellige gåruter i skoven og følger du en bestemt af disse, så har du mulighed for at undgå den værste menneskemængde. I stedet for at gå ind i skoven direkte fra Arashiyamas hovedgade, så anbefaler vi, at du benytter dig af indgangen til skoven beliggende ved det nærliggende Tenryu-ji Temples nordudgang. Befinder du dig i Kyoto om vinteren, er skoven stadig et besøg værd. Her kan du være så heldig at opleve skoven iklædt sne, hvilket er et utrolig smukt syn. I december afholdes den årlige 10-dages lysfestival Kyoto Arashiyama Hanatouro Illumination. betyder ”sti med blomster og lys”, og under festivalen, hvilket navnet også antyder, bliver mange af Kyotos stier om aftenen, inklusive bambus alléen i Arashiyama, lyst op med smukt lys. Dette skaber et magisk syn, hvilket du ikke må gå glip af, hvis du befinder dig i Kyoto under festivalen. Konklusionen er derfor denne: Uanset hvornår på året at du befinder dig i Kyoto, så anbefaler vi, at du besøger Arashiyama Bamboo Grove og oplever den fredelige og fortryllende stemning, som er at finde på stedet.