Swaziland (eSwatini)
Velkommen til kongeriget Swaziland – eller eSwatini, som det hedder nu. Navneændringen skete i april 2018, da kongen ønskede at omdøbe landet efter sin etniske befolkning swazi – eSwatini betyder ”Swaziernes land” – men også fordi mange, ifølge kongen, forvekslede landet med ”Switzerland”.
Landet på 17,364 km² og med et indbyggertal på 1,16 millioner indbyggere, er det 7. mindste land i Afrika (og det mindste i det sydlige Afrika). Det grænser op til Mozambique i øst og er ellers omkranset af Sydafrika, og blev dannet i 1745 af Kong Ngwane III.
Efter Boerkrigen 1899-1902 blev landet et britisk protektorat, og opnåede først sin selvstændighed 6. september 1968, hvor kongedømmet blev indført igen. Landet ledes i dag af Kong Mswati III, der regerer landet sammen med sin mor Dronning Ntombi Tfwala – eller i daglig tale Ndlovukati, der bogstavelig talt betyder ”hunelefanten”. Mens kongen er administrativt overhoved, er hun religiøst og nationalt statsoverhoved.
Landet er kendt for sin praksis med polygami. Kongens første 2 hustruer er valgt af staten, og derefter kan han vælge selv. I dag har han 15 hustruer og 23 børn. Der er dog stadig et stykke vej op til hans far Sobhuza II, der var den længst regerende konge i verden med sine 82 år ved magten, og som nåede at være gift med mindst 70 kvinder og få 210 børn.
De fleste af indbyggere lever og arbejder i landbruget, hvoraf størstedelen er
eksistensbønder. Sukkerproduktion er landets vigtigste indtægtskilde, og landets største sukkervirksomhed, The Royal eSwatini Sugar Corporation, der kontrollerer to tredjedele af sukkerindustrien, producerer de råvarer, der anvendes i læskedrikke for den amerikanske gigant Coca Cola.
Landet er utrolig naturskønt med bjerge, savanne og regnskov, og på trods af at landet er dybt afhængigt af Sydafrika, har det formået at bevare sin særegne kultur med mange farverige fester, danse og ritualer.
Besøger du eSwatini, bør kan en klassisk souvenir være en af de lokale Black Mamba Chilli Sauce der er fremstillet af lokale råvarer uden brug af tilsætningsstoffer. Du kan også købe et af de farverige Swazi Candles. De er lavet af en speciel hård voks for at skabe de farverige designs. Den hårde voksfinér danner den ydre skal på lyset, som ikke smelter, når lyset brænder. Derfor ser I tydeligt designet, når lyset brænder. Yderskallen kan faktisk stadig anvendes efter den oprindelige væge og voks er forsvundet, og kan derfor genbruges med f.eks. et fyrfadslys indeni. Uanset hvad du vælger, er du med dit køb med til at støtte de lokale bønder.
På vores rejser til Sydafrika med dansk rejseleder kan du besøge eSwatini.