fbpx

Eshowe, Zululand

Eshowe, Zululand

Rundrejser i Sydafrika bør indeholde besøg hos de lokale stammer – og Zuluerne er absolut et must. Vi befinder os i hjertet af Zululand, der i dag udgør den nordøstlige provins Kwazulu-Natal. Området er hovedsageligt beboet af zuluer, der er den største stamme i Sydafrika med et antal på små 11 millioner mennesker. Zulu betyder egentlig ”himmel” og dermed er zuluerne ”himlens folk”. Deres storhedstid begyndte i 1816 med udnævnelsen af Shaka til deres konge.

Med taktisk snilde, politisk begavelse og militær dygtighed formåede Shaka at skabe en velorganiseret og centraliseret stat. Hans militære succes skyldtes bl.a. at han opfandt et kortere spyd med et bredt blad (”iklwa”). Disse kunne anvendes i nærkampe og genbruges flere gange i modsætning til de traditionelle lange spyd, som kun fandt anvendelse når de kunne kastes til at bekæmpe fjenderne på lang afstand.

Politisk formåede han at integrere besejrede stammer i zulustammen med fulde rettigheder, så forfremmelser i hæren og i statsapparatet var baseret på evner og ikke familiære tilhørsforhold. Kulturelt formåede han at gøre op med heksedoktorernes magt, så de blev underlagt hans stat.

zulukongen shaka

I 1825 havde Shaka erobret så stort et imperium, at det dækkede 30.000 km² (svarende til størrelsen på Jylland). I 1828 blev Shaka myrdet af sin halvbror Dingane, der efterfølgende overtog tronen og henrettede mange af Shakas tilhængere for at sikre sin egen position. I 1835 forlod tusindvis af boere (hollændere) den britiske by Kapstaden på sydkysten for at tage nordpå. Da de i deres jagt på jord mødte zuluerne, udbrød der kampe og i begyndelsen af 1838 førte det til en massakre på en del boere, heriblandt deres leder. Boerne udnævnte Andries Pretorius som ny leder, og med ham i spidsen angreb de zuluerne, der led et knusende nederlag i slaget ved Blood River den 16. december 1838, da mindst 15.000 zuluer blev dræbt.

Kong Dingane blev efterfølgende dræbt af sin halvbror Mpande, der havde slået sig sammen med boerne for at få fjernet Dingane. Han herskede over zuluerne frem til 1872, hvor han døde af alderdom. Hans søn Cetshwayo overtog tronen og med ham i spidsen lykkedes det at slå boerne tilbage.

Men i 1878 opstod et nyt problem, da den britiske leder af Sydafrika Sir Henry Bartle Frere krævede, at Cetshwayo opløste sin hær og opfyldte en række andre krav. Det resulterede i Zulukrigen i 1879. Indledningsvis led den britiske hær et kæmpe nederlag den 22. januar 1879 i slaget ved Isandlwana, hvor zulu-hæren dræbte mere end 1000 britiske soldater på en enkelt dag. Det udgjorde det værste nederlag den britiske hær nogensinde havde lidt, og viste hvor velorganiseret zuluernes taktiske system var. Det britiske nederlag førte dog ikke til et tilbagetog men til en omdirigering af krigsindsatsen, hvor de begyndte at vinde sejre, der kulminerede med indtagelsen af zuluernes hovedstad Ulundi og efterfølgende opløsningen af zulustaten.

zulu dans

 

Zuluerne

Zuluerne er kendt for at være et meget stolt folkeslag med en rig kultur, som de har formået at holde i hævd. På vores rejser til Sydafrika med dansk rejseleder, skal vi ud opleve det på nærmeste hold, når vi skal besøge en landsby i Eshowe, den ældste by i Zululand. Vi kommer først på en rundtur i landsbyen, hvor vi bl.a. besøger en skole og får en fornemmelse af hvordan undervisningen foregår i denne del af verden.

Dernæst skal vi ud at have en oplevelse ud over det sædvanlige, når vi skal besøge en medicinmand eller traditionel healer, og få en unik indføring i den traditionelle religion, der er knyttet til zulufolket. Selv om størstedelen er kristne, spiller den traditionelle religion stadig en kæmpe rolle.

Traditionelle healere er praktiserende af traditionel afrikansk medicin. De udfører forskellige sociale og politiske roller i samfundet, herunder spådom, helbredelse af fysiske, følelsesmæssige og åndelige sygdomme, styrer fødsels- og dødsritualer, finder mistede kvæg, beskytter krigere, modvirke hekseri og fortælle historien, kosmologien og myterne om deres tradition.

Der er to hovedtyper af traditionelle healere inden for Zulustammen: Sangoma (der er udpegede af forfædrene) og Inyanga (der primært arbejder med urter og andre former for medicin). Disse healere er effektive sydafrikanske shamaner, der er meget respekteret i et samfund, hvor sygdom menes at være forårsaget af hekseri; kontakt med urenheder (som
snavs, mørke og varme er symboler på. Bliver de alligevel urene, kan mørket fordrives ved forskellige renselsesmetoder. På den måde kan skylden placeres upersonligt); eller gennem forsømmelse af forfædrene.

Harmonien mellem de levende og de døde er afgørende for et problemfrit liv, og derfor skal der udvises respekt for forfædrene gennem ritualer og dyreofringer. Sangomaerne kan få rådgivning og vejledning fra forfædrene for deres patienter ved f.eks. at gå i trance, kaste knogler eller lade forfædrenes ånder taler gennem dem. Ad den vej kan de finde ud af, hvad der er patientens problem og hvad der kan kurere det. I modsætning til f.eks. Danmark, hvor man beskriver hvad der er galt og så stiller lægen efterfølgende diagnosen. Det estimeres, at 84% af befolkningen i Sydafrika konsulterer en Sangoma mindst 3 gange hvert år. Det anslås, at der er mindst 200.000 Sangomaer i landet.

Vi ønsker dig en god fornøjelse i Zululand!