fbpx

Lake Bunyonyi

Lake Bunyonyi, Uganda

På en rejse til Uganda bør man ikke snyde sig selv for at besøge et af landets aller-smukkeste områder, nemlig Lake Bunyonyi. Da Winston Churchill besøgte området kaldte han det ”Afrikas Schweiz”. Området er domineret af terrasseanlagte landbrug på de stejle skråninger. Bunyonyi betyder ”sted for mange små fugle”, hvilket det i den grad lever op til med sine mere end 200 fuglearter.

Lake Bunyonyi ligger i næsten 2000 meters højde og har 29 større og mindre øer. Det er en mindre sø – 25 km lang og 7 km bred – og er omkring 40 meter dyb. Nogle lokale påstår dog, at søen sine steder er 900 meter dyb, og hvis det står for troende, så er det den 2. dybeste sø i Afrika efter Lake Tanganyika. I modsætning til de fleste andre søer i Østafrika er søen fri for bilharzia (sneglefeber), og der lever hverken krokodiller eller flodheste, så det er muligt at tage en forfriskende dukkert.

Som det sig næsten hør og bør, når man befinder sig i Lake Bunyonyi, overnatter vi på en af øerne. Vi sejler med vores bagage ud til Nature’s Prime Lodge, der giver os et fantastisk udsigtspunkt til at opleve skønheden i naturen i et helt unikt afrikansk miljø. Vi bor enten i træhytter eller telte, der passer perfekt ind i omgivelserne.

Eshowe, Zululand

Om eftermiddagen tager vi på kanotur og oplever livet ved vandoverfladen. Vi sejler bl.a. forbi Punishment Island, som har fået sit lidet flatterende navn efter en praksis, der blev opgivet i 1940’erne. Indtil da blev den lille ø anvendt som en traditionel måde at straffe ugifte kvinder, der blev gravide.

Kvinderne blev anbragt på øen, hvor de så kunne sulte ihjel eller drukne i forsøget på at svømme til fastlandet. Dog blev kvinderne ofte reddet af fattige mænd, der ikke havde råd til at betale den almindelige brudepris og ikke havde noget mod stigmatiseringen. Vi lægger til lands ved en anden ø, hvor vi besøger en skole og et hospital, som behandler folk fra området. Vi sejler tilbage til vores lodge for natten og mens vi varmer os ved pejsen, hører vi anekdoter fra området.